Efterbehandling og pasning

Når du har fået en piercing, svarer det til at du har fået et sår, som skal hele ordentligt. Den bedste måde at sikre det på, er ved at holde piercingstedet rent og give det ro.

Rengøring

Den nemmeste måde at rengøre din piercing på, er under bruseren, hvor du nemt kan komme til at vaske den i rigeligt med vand.

1.  Vask hænderne grundigt med almindelig, uparfumeret håndsæbe (eller eventuelt med en medicinsk sæbe som Provon)

2.  Skyl din piercing med varmt vand og fjern eventuelle skorper fra smykket og hulkanterne

3.  Bland et par dråber sæbe med vand i håndfladen

4.  Gnid blandingen ind i piercingen

5.  Drej ringen eller træk staven frem og tilbage nogle gange

6.  Vent et par minutter og skyl sæben grundigt ud

OBS: Brug aldrig stærke rengøringsmidler, som sprit, klorhexidin eller brintoverilte og lad også være med at bruge desinfektionsmidler, som f.eks. specialsæber eller te-træ olie!

Pasning af nye piercinger

Hold øje med din piercing – specielt i den første tid. Hvis der er tegn på en allergisk reaktion (rødme, kløe og udflåd med klar væske) eller på betændelse (rødme, kløe, hævelse og udflåd med uklar væske), bør du komme tilbage til din piercer og få piercingen kontrolleret.

En allergisk reaktion behøver ikke altid at skyldes selve piercingen, men kan f.eks. også skyldes, at den kommer i kontakt med en bukseknap eller et bæltespænde. Hvis du tror, at det er tilfældet, kan du prøve at sætte et stykke plaster over piercingen og se, om reaktionen forsvinder i løbet af et par dage.

Badning i svømmehaller eller i havvand skal du undgå de første par uger, da kloret og saltet i vandet kan give irritation i piercingen.

Hvis du har fået en intimpiercing bør du undgå sex indtil piercingen er helt lægt – også selv om du har en fast partner – da du ellers har en meget stor risiko for at få en infektion. Hvis du alligevel har sex inden piercingen er helt lægt, kan du dog nedsætte risikoen væsentligt ved at bruge kondom.

Du skal i øvrigt lade smykket side i din piercing til den er helt lægt, da hullet ellers vil vokse sammen på meget kort tid. Efter at piercingen er lægt bør du ikke tage smykket ud i længere tid ad gangen, da hullet stadig kan vokse sammen på få dage – det bedste er at lade smykket side i hele tiden, så du undgår problemer.

Undgå problemer

Den bedste måde at undgå problemer med din piercing, er ved at følge disse simple råd:

1.  Lad være med at røre ved eller slikke på piercingen – lad heller ikke andre gøre det

2.  Sørg altid for at have rene hænder, når du rengør piercingen

3.  Sørg for at rengøre piercingen, efter anvisningerne

4.  Brug et rengøringsmiddel, du kan tåle

5.  Spis sundt, tag en daglig vitamintablet og få din nattesøvn